Nyhedsbrev september 2026
Velkommen
Velkommen til en ny udgave af vores nyhedsbrev. Jeg håber, at I vil finde i hvert tilfælde nogen af artiklerne oplysende.
Der er mange måder at kommunikere på. Hvide Sande Havn forsøger løbende at kommunikere gennem sociale medier og pressemeddelelser, som både Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Radio Klitholm er flinke til at videreformidle. Nyhedsbrevet her er nok alligevel omdrejningspunktet i forhold til at fortælle om store og små ting på Havnen. I denne udgave introducerer vi en stafet som noget nyt, for det er også godt at få input fra vores læsere eller nogen af dem, der ser på Hvide Sande Havn udefra. Leder i Hvidesande.by og kunstner Christian Estrup har givet stafetten op, og han giver den videre til museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen. Hvis du sidder og brænder inde med et synspunkt, der angår Havnen, så er du også velkommen til at sende det til os.
God fornøjelse med læsningen.
Mogens Pedersen
Havnedirektør
Havvind
Vattenfall Vindkraft vandt udbuddet af havvindmølleparken Nordsøen Midt. Der var 2 bydere på parken, som skal være i drift inden udgangen af år 2032.
Nordsøen Midt får net-tilslutning på 1GW, hvilket svarer til f.eks. 67 stk. 15MW møller. (Vesterhav Syd er til sammenligning 20 stk. 8,4MW Møller). Det er dog tilladt at ”overplante” arealet med flere møller, hvis man selv kan afsætte strømmen, og etablere den nødvendige infrastruktur til det.
Nordsøen Midt ligger stik vest for Hvide Sande fra 20 og op til ca. 50 km fra kysten.
Havvindmølleparken Nordsøen Syd er stadig i udbud, og har budfrist 23. oktober 2028.
Nordsøen Syd skal etableres inden udgangen af år 2034.
På Hvide Sande Havn er glade for, at der er kommet en afgørelse på den første park, og at det er en velkendt og stedkendt aktør som har vundet rettigheden til at bygge den. Det kan måske give os nogle flere muligheder i byggefasen, da det er en aktør som kender havnen og de fleksible rammer vi kan stille til rådighed. De kender besejlingen og vores planer for 8 meters vanddybde. Det giver stadig ikke dybde nok til at selve vindmøllerne kan udskibes fra Hvide Sande, men f.eks. projekter som scour protection (sten rund om fundamenter), kabelinstallation og ikke mindst byggekontor med mandskab, som sejles ud og ind mens parken skal installeres.
Installationen forventes at foregå fra ca. år 2029/2030 og indtil parken skal være i drift senest ved udgangen af 2032.
Vi er i den forbindelse også glade for, at vores nye kaj 109 nu er færdig. Den forventer vi kan komme i spil især til de såkaldte SOV’er (Service-Operation-Vessel) med mandskab under installationen af fundamenter og selve møllerne. I mellemtiden bliver kajen også en tiltænkt ekstra mulighed for vores almindelige godsaktiviteter, som ved sammenfald af skibe tidsmæssigt kan fordele skibene bedre.
Med den nylige afgjorte havvindmøllepark og det tilbageværende udbud med budfrist i 2028 begynder aktørerne også at spørge til mulighederne for en heliport i rimelig køeafstand fra Hvide Sande. Dette er også et emne, som andre energiselskaber har drøftet med os i budfasen. For to år siden var der jo en debat om emnet i forhold til en placering i Hvide Sande, og da vi satte de planer i bero oplyste vi, at vi så var nødt til at se på mulighederne andre steder, også selvom behovet for antal flyvninger er betydeligt lavere, end det blev skønnet i 2024.
Vidste du at, der i 2026 er landet næsten dobbelt så mange rødspætter som i 2025 indtil august måned.
Hvad sker der på havnen
I marts måned oplyste vi, at den gamle redningsstation på Nordhavnskaj skal rives ned. Det har givet noget debat hen over sommeren, men vi har nu fået en nedrivningstilladelse, så i løbet af nogle måneder vil den blive revet ned. På baggrund af sommerens debat har der været afholdt møde med initiativgruppen til bevarelse af redningsstationen, og der er enighed om, at man vil forsøge at genopføre redningsstationen et andet sted og så genanvende egnede dele af redningsstationen. Ved nedrivningen vil egnede bygningsdele vil blive opbevaret, indtil der fundet midler til en genopførelse. Placering af en ”ny” redningsstation er ikke afklaret.
Redskabsterminalen er udsat for vind og vejr og kræver løbende vedligehold. Vi har igangsat renovering af gavlender og fortsætter arbejdet i den kommende tid.
Hvide Sande Havn ejer ca. 350 gadelys placeret rundt omkring på havnens arealer. I den kommende tid vil Ringkøbing Skjern Forsyning udskifte relæer og fjerne fejl for at sikre lyset i den mørke tid.
Med henblik på at forskønne området ved redskabshusene på Tyskerhavnen, er en del lejere blevet tilskrevet om nødvendig renovering og oprydning omkring redskabshusene. Det er udelukkende lejere, hvis redskabshuse der trænger til en kærlig hånd eller hvor der er hensat genstande, som ikke hører til i området.
De sidste feriehuse på Langsand Langs Sand er færdigbygget og der udstår fra havnens side nu kun beplantning med marehalm i området omkring husene. Dette arbejde igangsættes i løbet af september/ oktober hvor Hvide Sande Havn har en aftale med Hvide Sande skole, hvor eleverne har mulighed for at tjene penge til forskellige arrangementer.
På kaj 15,16 og 19 (sydhavnen) er der indkøbt nye fenderdæk, der skal forbedre forholdende for de skibe der ligger til kaj derover. Redningstiger i området vil ligeledes blive udskiftet.
Kaj 109
Kaj 109 er nu afsluttet og der var afleveringsforretning den 21. september 2026. Siden begyndte i 2022 med en ansøgning til Trafikstyrelsen om andel i den daværende Havnepulje, hvorfra vi fik bevilget en del midler.
Projektet har ændret sig markant siden den oprindelige projektbeskrivelse som følge af en del tekniske udfordringer, og som følge af forbedringsforslag, der er fremkommet gennem projektet.
Det samlede bagareal er nu ca. 7000 m2 imod det oprindeligt planlagte areal på ca. 4000 m2. Udformningen af kajen er ligeledes ændret, hvilket skyldes udfordringer med nedramning af spuns, hvor vi er stødt på fortidens arbejde med at lukke gennemsejlingen ved hjælp af betonblokke på 10-14 tons, som nu ligger på og under havnebunden ved Nordre Sikring.
Kaj 109 vil bidrage positivt til både havnens og byens udvikling i de kommende år, og det har været det dyreste anlægsprojekt i cirka 15 år.
Indvielse af Kaj 109
Vi inviterer til indvielse af Kaj 109 torsdag den 22. oktober 2026 kl. 12.00. Indvielsen finder sted på Kaj 109, hvor vi markerer færdiggørelsen af havnens nye kajanlæg.
Alle er velkomne – vi håber at se mange til en hyggelig og festlig markering.

Hennings anekdote:
Fra kendt mand til moderne lodsning.
Da jeg startede på Hvide Sande Havn for et par år siden, godt og vel, var forholdene noget anderledes end i dag. Der var kun 4,5 meter vand i indsejlingen, og derfor var det ikke hver dag, vi fik besøg af de større coastere. Lodssystemet var også et andet. Man klarede sig i høj grad med lokalkendskab, erfaring og en mand, som kendte de lokale forhold.
I Hvide Sande havde vi det, der blev kaldt en kendtmand. Det var en lokal fisker og redningsbådfører med et indgående kendskab til havnen, strømmen, revlen og den smalle indsejling. Her var den kendte mand Kræ Mose. Han var en rolig og erfaren mand, som kendte havnen og indsejlingen ud og ind, bedre end de fleste kender deres egen indkørsel. Når en coaster nærmede sig havnen, sejlede han ud i Mette Marie for at møde den og hjælpe den sikkert gennem indsejlingen.
Betegnelsen kendtmand skal forstås ganske ligefremt. Det var en mand, der var kendt i farvandet, og som selv kendte det som sin egen bukselomme. Skibets kaptajn kunne hyre ham til at gå ombord eller sejle foran og hjælpe med navigationen gennem de lokale farvande. Her var søkort og afmærkninger ikke altid nok. Man skulle også vide, hvordan strømmen satte, hvor revlen lå, og hvordan indsejlingen var netop den dag.
Kendtmanden fungerede derfor som en lokal lods, længe før lodsning blev det professionelle og regulerede fag, vi kender i dag. Andre steder i Danmark blev kendtmændene efterhånden afløst af professionelle lodser, men i Hvide Sande levede traditionen videre. Det var måske også meget naturligt. Herude kan forholdene forandre sig hurtigt, mens erfaring tager mange år at opbygge.
Kræ Mose var kendt for sin ro. Jeg tror ikke, der var meget, som kunne slå ham ud af kurs. Det var en nyttig egenskab, når man skulle ud til et fremmed skib og føre det gennem en smal indsejling, hvor der ikke var plads til ret mange forkerte beslutninger.
I dag har vi dygtige, professionelle lodser, moderne navigationsudstyr og helt andre krav til sikkerhed og dokumentation. Men grundlaget er i virkeligheden det samme som dengang. Skibet skal sikkert ind, og den, der viser vej, skal kende havnen. Forskellen er bare, at Kræ Mose ikke behøvede så mange skærme for at se, hvor han var. Han kendte vejen.
Det er vigtigt, at vi på havnen holder os orienteret om de forhold som skibene møder, når de sejler ind og ud af Hvide Sande. Derfor fik jeg mulighed for at komme med lodsen ombord, da HILKE afgik fra Hvide Sande med de store elementer med kurs mod Spanien.
HILKE er ikke et skib, man overser. Med sine 133 meter i længden og en dybgang på 6,7 meter var det et af de største skibe, vi har haft ud gennem indsejlingen. En sådan afgang kræver grundig planlægning, både vind og tidevand spiller en afgørende rolle. HILKE er ikke alene stor – den er også udfordrende at manøvrere i havnebassinet. Derfor var der tilkaldt en slæbebåd, som skulle hjælpe med at dreje skibet på plads inde i havnen og senere assistere ud af indsejlingen.
En afgang er ikke bare et spørgsmål om at sejle ud af havnen. Vandstand, vind og vejr spiller ind, og lodsen skal have det samlede overblik. Ud over samarbejdet med skibets kaptajn og besætning skal indsatsen koordineres med havnevagten, trosseførerne, slæbebåden og kystredningsstationen.
Afgangen var planlagt til højvande klokken 16.00 den 1. juli. Prognosen viste en vandstand på omkring 50 centimeter over dagligt vande, og med en dybde på cirka 7,8 meter i indsejlingen var der god plads under kølen. Alt tegnede derfor til en problemfri afgang.
Vi var klar allerede klokken 15.30, men kort før afgang meddelte kaptajnen, at besætningen endnu ikke var færdig med at sikre lasten på dækket. De store elementer skulle surres forsvarligt fast, og arbejdet tog længere tid end forventet.
Det var en lille streg i regningen, men sikkerheden kommer altid først. Ventetiden ombord gik med at følge udviklingen i vandstanden, som faldt stille og roligt mod den kritiske vandstand hvor vi måtte aflyse afgangen. For at sikre en så stor afstand mellem bund og køl, åbnede havnevagten alle sluser for indstrøm for at være sikre på at der var saltvand i hele indsejlingen, og ikke fjordvand. Saltvand har en større massefylde, og derfor ville skibet ligge en smule højere i vandet.
Da fortøjningerne endelig blev kastet i den rigtige rækkefølge, koordineret med trosseførerne, begyndte den del af operationen, som alle havde ventet på. Langsomt og kontrolleret blev HILKE drejet, så stævnen vendte ud mod indsejlingen, et spændende arbejde at følge hvor lodsen med det fulde overblik, kommunikerede med skibets besætning, slæbebåden og havnevagten.

Der blev foretaget små justeringer hele tiden, på skibets ror, motor og bowtruster, slæbebådens retning og træk blev justeret så drejet blev gennemført roligt og sikkert. Fra broen var det imponerende at opleve, hvor præcist lodsen, slæbebåden, kaptajnen og besætningen samarbejdede. På trods af skibets størrelse reagerede det roligt og kontrolleret på de små justeringer, som skulle bringe skibet i den rette position.
Da HILKE havde kursen ud af indsejlingen, styrede lodsen skibet sikkert ud gennem molerne. Skibets besætning fulgte lodsens anvisninger, og slæbebåden holdt igen for at få den rigtige styrefart.
Sikkert ude af havnen blev vi hentet af Kystredningsstationens FRB, som med god fart, sejlede os tilbage til havnen.
Man får stor respekt for det håndværk lodsen udfører og den erfaring, der ligger bag at føre et skib på over 130 meter sikkert ud gennem en havn som Hvide Sande. Samtidig er det en påmindelse om, hvor meget planlægning, lokalkendskab og samarbejde der ligger bag hvert eneste skibsanløb og her eneste afgang.
Meget har ændret sig siden Kræ Mose sejlede ud i Mette Marie. Men én ting er den samme: Når et stort skib skal sikkert gennem indsejlingen, kræver det både et lokalt samarbejde hvor havnevagten, trossefører og kystredningsstationen sammen med lodsen arbejder som en enhed! Sikkert, roligt og professionelt.

3.000 tons elementer til flydende havvindmøllefundament afskibet gennem Hvide Sande Havn
Som nævnt ovenfor, så afskibede Stiesdal Offshorførst på sommeren syv komponenter til et flydende vindmøllefundament gennem Hvide Sande Havn. Elementerne vejede fra 355 til 564 tons hver, i alt 3.000 tons. De blev sendt ud i to omgange med MV Hilke, det største fragtskib der hidtil har anløbet havnen.
To års planlægning før det første skib lagde til
Samarbejdet mellem Stiesdal Offshore, transportfirmaet BMS med Torben Rafn og Hvide Sande Havn startede længe før noget blev læsset. Dialogen mellem de tre parter varede over to år.
Planlægningen dækkede ankomst og oplagringsplads til elementerne, rangering fra lager til kaj, skibsstørrelse og dybgang, afklaret i dialog med lodsen. Der skulle også være styr på sikkerhedsforhold under lastningen og en kommunikationsplan til medier og lokalområdet.
MV Hilke er et multi-purpose kranskib. 133 meter langt og 23 meter bredt, med to kraner på 450 tons hver og et tandemløft på 900 tons. Dybgangen ved afgang var 6,65 meter.
Samarbejdet med Stiesdal og de andre partnere på projektet forløb upåklageligt, og som Erik Dahl Andersen, Chief Engineer, Stiesdal Offshore siger det:
»Vi havde brug for en pålidelig partner på havnedelen til udskibning af de meget store og tunge elementer. Det fik vi i Hvide Sande Havn, der var en strategisk partner fra start til slut.«
Har du hørt at, der i 2026 har været de bedste priser på industrifisk med over 7 kr. pr. kg.
Svingbroen
Hvide Sande Havn vil rigtig gerne udvikle Sluseøen, og i 2025 havde vi et udbud af området – desværre uden resultat. Det var måske godt nok, da en af de vigtige forudsætninger i udbuddet var etablering af en svingbro fra Sydsiden fra Bredgades forlængelse og over til Sluseøen. Svingbroen vil være en passage for fodgængere og cyklister. Svingbroen opføres af Ringkøbing-Skjern Kommune, der har fået støtte fra EU's regionalfond, Erhvervsfremmebestyrelsen, Realdania, Dansk Kyst og Naturturisme og Hvide Sande Havn til projektet.
Oprindeligt var planen, at svingbroen skulle være i kaj-højde, men det giver for store problemer i forhold til den samlede slusebetjening, særligt for den mindste redningsbåd, der hurtigt skal kunne komme ud. I dag kan den uhindret passere under klapbroen, og det vil ikke være hensigtsmæssigt, hvis den skulle afvente en manuel håndtering, før svingbroen kunne åbne og redningsbåden kan passere svingbroen. I stedet kommer svingbroen op i samme højde som klapbroen, så redningsbåden uhindret kan passere både klapbro og svingbro. Den nye højde fordrer, at der etableres trapper og ramper eller lift for at alle kan komme op på broen.
Hvide Sande Havn indgår i projektets styregruppe, og svingbroen forventes etableret i 2028.
Initiativpuljen
Det indgår i Hvide Sande Havns strategi, at vi gerne vil være Byens Havn. Vi får så meget hjælp, støtte og opbakning fra byen, og derfor vil vi også gerne give noget tilbage. Derfor har bestyrelsen besluttet at etablere en initiativpulje, hvor det gode initiativ bliver belønnet. Så har du en god ide, så send en ansøgning. Regelsættet for initiativpuljen er følgende:
Hvide Sande Havn har etableret en initiativpulje, hvor der kan anmodes om havnens støtte. Hvide Sande Havn ønsker gennem puljen at bidrage til, at vi er byens havn. Der er følgende kriterier for at få støtte:
De initiativer, der er berettiget til støtte, skal være initiativer, der er værdi for en større gruppe borgere eller gæster i Hvide Sande.
Der skal være tale om en aktivitet, der skaber noget nyt i byen.
Der vil blive prioriteret forslag, der enten handler om kulturelle eller fritidsmæssige initiativer eller som på en eller anden måde har en sammenhæng til Hvide Sande Havns strategi, fx fiskeri, andre maritime områder, klima eller bæredygtighed i form af aktiviteter, der styrker fællesskaber eller som er til gavn for børn og unge.
Initiativpuljen er som udgangspunkt på 50.000 kr., men kan under særlige omstændigheder udgøre et større beløb.
Ansøgning skal sendes til Hvide Sande Havn, mp@hvshavn.dk inden den 24. november 2026. Ansøgninger behandles i forbindelse med bestyrelsens møde i begyndelsen af december 2026.
Miljøskibe
Arealerne på Hvide Sande Havn skal gerne være et sted, hvor initiativrige mennesker får ting til at ske. Det er der talrige eksempler på uge efter uge - store og små eksempler.
Mange har ved selvsyn kunnet se, at der de sidste måneder har været flere spændende skibe, som har været til reparation eller ombygning hos Hvide Sande Shipyard. Det er positivt for byen og for havnen og det underbygger, at havnen er en levende havn. Det har givet lidt udfordringer for slusebetjeningen, da nogen af skibene har været så store, at de kun har kunnet sejle igennem, når der var samme vandstand på fjordsiden og havsiden, ligesom klapbroen ind imellem har været åbnet i en unormal lodret vinkel for derved at sikre en mere sikker gennemsejling. Det var også positivt, da det midt på sommeren blev oplyst, at der skal bygges miljøskibe for Forsvaret hos Hvide Sande Shipyard, som indgår i opgaven i et konsortium med Karstensens Skibsværft i Skagen og OSK Design. Genopbygningen af Forsvaret giver mange nye opgaver til virksomheder rundt i hele landet, og det er positivt, at dette også smitter af på Hvide Sande, og man kan håbe, at dette giver mulighed for at der i de kommende år bliver endnu flere opgaver for Forsvaret.
For Hvide Sande Havn giver det også nye udfordringer, da vi skal have foretaget en oprensning i Østhavnen, så vi lever op til de dybdekrav, som vi har lovet havnens virksomheder. Heldigvis har Ringkøbing-Skjern Kommune været beredvillige, så vi kan få nyttiggjort sedimenterne, hvilket både miljømæssigt og økonomisk er en fordel.
Instagram Fotokonkurrence
I samarbejde med Esmark Feriehusudlejning afholdt vi hen over sommeren en fotokonkurrence på Instagram, hvor vi opfordrede gæster og lokale til at dele deres bedste billeder fra området.
Interessen var overvældende, og vi modtog mere end 150 fantastiske billeder. Der var mange flotte motiver og stemningsfulde øjeblikke, så det var bestemt ikke nemt at finde vinderne.
Efter grundige overvejelser er vi dog nået frem til de to billeder, som skilte sig lidt ekstra ud. Stort tillykke til vinderne og en stor tak til alle, der deltog og var med til at gøre konkurrencen til en succes.

Se billederne her: Fotokonkurrence | #myhvidesandehavn
Grib mulighederne, men lad porten stå åben
Christian Estrup
Jeg skriver de her linjer på CoastWork; et kontorfællesskab etableret i det gamle Thorfisk på Rødspættevej.
Stedet er på mange måder et godt billede på den forandring der er sket på Hvide Sande Havn den seneste generation: Hvor her tidligere blev skåret, pakket og eksporteret konsumfisk, rummer bygningerne i dag et virvar af surfere, filmfolk, og forskellige mindre selvstændige indenfor primært sundhed og leisure.
Forandringerne omkring havnen bunder i en generel, strukturel udvikling, hvor fiskeriet fylder stadig mindre, og turisme og oplevelsesøkonomi stadig mere.
Som den suverænt største jordudlejer, er Hvide Sande Havn i dag priviligeret med et godt, stabilt indkomstgrundlag fra dels arealet, der lejes ud til fjernvarmens tre vindmøller; dels den blomstrende byturisme, hvor grundleje til både feriehuse, -lejligheder, og butikker og spisesteder skæpper godt i kassen.
Skal jeg hér pege på et faremoment, er det nok, at hovedparten af udviklingskronerne i dag investeres i offshore- og industriprojekter og infrastruktur til godstransport. Det rummer utvivlsomt et stort økonomisk potentiale, men jeg håber også, at Havnen vil tilgodese handel og turisme. Eksempelvis ved et besøgscenter, der kunne være en del af fremtidens Fiskeriets Hus. Et sådant center giver dog kun mening, hvis gæsterne bagefter kan gå ud og opleve havnen selv.
Faktum ér, at havnen i Hvide Sande aldrig har været en kulisse. Det må den heller aldrig blive. At vi har en brugshavn, med den rå og uskønne æstetik der følger, er i mine øjne ét af de allerstærkeste kort Hvide Sande har at spille, når det gælder vores branding som destination.
Der skal ikke være et valg mellem offshore, industri og turisme. Tingene skal balanceres, og udviklingen skal ske, så både vi lokale, og vores mange gæster også fremover har muligheden for at opleve en ægte havn. Min største frygt er i den forbindelse hverken grimme bygninger eller støj, men at store områder af havnen på sigt måske ender med at blive spærret af.
Allervigtigst er måske at vi aldrig glemmer vores DNA: Havnebyen opstod ikke efter en plan: Vandbygningsvæsenet ville have en sluse, ikke en by. Men pionererne og fiskerne, der fulgte efter slusens åbning i 1931, så en mulighed på den smalle stribe sand mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, og kunne gribe den fordi stedet var åbent og tilgængeligt: ingen havde spærret dem ude. Hvis fremtidens havn bliver for fysisk lukket, eller for dyr at leje sig ind på med nye, spændende projekter og initiativer, bliver det netop dén instinktive, uplanlagte grib-mulighederne-ånd, der kvæles.
Lad mig derfor slutte på ønsket om at vi (også) om ti, tyve og tredive år har en havn med blomstrende aktivitet indenfor offshore og industri, der samtidig er så åben og tilgængelig—og med en grundleje der gør—at vi kan fastholde positionen som Vestkystens bedste handelsby.
Mangler du plads og tag over hovedet til dit projekt eller gods?
Hvide Sande Havn råder over forskellige muligheder for udlejning af både udendørs arealer, men også bygninger af forskellige formål.
På Vesthavnen bliver 1.000m2. bulkhal ledig pr. 1. februar 2027. Hallen er godkendt og klar til bulklager som f.eks. Træpiller, Korn, Vejsalt, Biomasse, eller lignende, som kræver en stor port, tiphøjde og indendørs oplagring. Hallen ligger kajnært i Vesthavnen og i nærhed til f.eks. brovægt.
På Nordhavnen har vi flere bygninger ledige til oplagring af forskellige godstyper. Det kan også være havnerelateret produktion. En af bygningerne rummer tankkapacitet med miljøgodkendelse til f.eks. biomasse. En anden bygning på Fabriksvej 13 har flere muligheder til oplagring/produktion fra 40m2 til 800m2. Så har du f.eks. brug for oplagring til fiskeriredskaber (eller hvad dit behov nu end er), så kan vi lave en størrelse som passer præcist til dit behov. Evt. også mindre end 40m2. Vi udlejer i både kortere og længere perioder.
Som noget nyt har vi også lavet et dedikerede areal til indendørs vinteropbevaring af lystbåde.
Hvad end dit behov for oplagring er, så kontakt Torben Lindberg Strømgaard fra havnen på tlf. 23429521 eller via mail ts@hvshavn.dk
Husk at, hvis du har forslag til nyhedsbrevet, kan du sende dem til mp@hvshavn.dk