Hvide Sande Havn - Regnskab 2024

Bestyrelsen for Hvide Sande Havn har netop godkendt regnskabet for 2024, og det endte med et fornemt resultat på 5,6 mio. kr. i overskud og en pæn fremgang i omsætningen, så den nu udgør 45,4 mio. kr. Det er den næsthøjeste omsætning i historien og det dækker over fremgange på de fleste forretningsområder. Egenkapitalen har nu passeret 100 mio. kr.

Formanden for bestyrelsen for Hvide Sande Havn, Hans Schneider, udtaler: “Jeg er glad for det fine regnskabsresultat, men jeg er næsten endnu mere glad for, at vi kan holde omsætningen på de fleste forretningsområder. For mig er det vigtigt, at der er plads og mulighed for mange forskellige typer aktiviteter, og både fiskeri og havvind har været i en god gænge i 2024, ligesom udlejning af arealer til turisme-aktiviteter er støt stigende, ikke mindst fordi Langsand-projektet er kommet så langt som det er.”

Havnedirektør Mogens Pedersen glæder sig også over resultatet. “I en tid, hvor andre havne har haft voldsomme udfordringer, er det godt, at der er ro om økonomien i Hvide Sande Havn. Nu gælder det om at bygge videre på de positive takter og udvikle Havnen, så den også er et stærkt aktiv for Hvide
Sande i 2030erne.”

Nu skal regnskabet godkendes af Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det er forventningen, at det sker i løbet af maj måned.

For yderligere information kan følgende kontaktes:

Hans Schneider, formand for Hvide Sande Havn, tlf 4060 2862
Mogens Pedersen, havnedirektør, tlf 2427 0851