Hvide Sande Havn har valgt en erfaren lokal direktør

Hvide Sande Havn har sin nye direktør i lokalområdet Mogens Pedersen er bosat i Ringkøbing, men kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Varde 

 

Det bliver den 57-årige Mogens Pedersen som skal stå i spidsen for den videre udvikling af Hvide Sande Havn og miljøet omkring den.

 

Mogens Pedersen kommer fra en stilling som kommunaldirektør for Varde kommune, hvor han har været de seneste 10 år. Før dette job har Mogens haft adskillige stillinger i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor han blandt andet har haft ansvaret for det tekniske område. Han er uddannet jurist og det er således en erfaren kapacitet, som nu skal overtage roret og guide Hvide Sande Havn sikkert fremad. Opgaven er at føre Hvide Sande Havns strategi ud i livet og sikre  at havnen fortsat er et dynamisk fyrtårn for hele lokalområdets bæredygtige udvikling.

 

”Vi har ledt efter en erfaren leder med de rette kompetencer til på den ene side at gå målrettet efter en ambitiøs kommerciel dagsordens muligheder indenfor offshore, transport og fiskeri og på den anden side til at understøtte lokalområdets muligheder indenfor turisme og detail. Kompleksiteten  i jobbet er høj og man skal kunne skal kunne navigere situationsbestemt og velafstemt i forhold til de mange forskelligartede samarbejdspartnere og interessenter, der opererer på Hvide Sande Havn. Mogens kommer med en solid erfaring i at arbejde med komplekse problemstillinger og håndtere mange forskellige interesser. At han så samtidig som jurist har et indgående kendskab til både lovgivning og myndighedsarbejde kommer til at blive en fordel i netop dette job”, siger Hans Schneider, Bestyrelsesformand Hvide Sande Havn.

 

Mogens tiltræder den 1. marts og fokus bliver i høj grad den videre implementering af ”Strategi 2025” hvor det handler om at sikre flere offshore kontrakter og udvikle transportforretningen samtidig med at fiskeriet fortsat skal understøttes bedst muligt. Samtidig er der fortsat fokus på at implementere den nye arealdisponeringsplan og tiltrække investorer, der kan medvirke til at udvikle turismen i Hvide Sande. 

 

"Jeg er topmotiveret for at fortsætte implementeringen af den valgte strategi. Det er tydeligt for mig, at der er rigtigt gode udviklingsmuligheder indenfor alle havnens forretningsben – ikke mindst den grønne omstilling - og jeg håber i al beskedenhed, at min baggrund som jurist og mit indgående kendskab til lovgivning og myndighedsprocesser kan være en fordel, når planerne skal føres ud i livet. Havnen har en helt central rolle i byen. Jeg brænder for at være med til at præge en fortsat udvikling af havnen på en måde, der også bidrager til Hvide Sandes udvikling. En udvikling, der skal ske i respekt og samspil med de mange stærke kræfter og kulturer, der er i Hvide Sande”, udtaler Mogens Pedersen. ”Jeg har et stærkt ønske om at udfordre mig selv og prøve noget helt nyt. Jobbet som kommunaldirektør er jo et helt andet job, hvor Hvide Sande havn er mindre både i størrelse og økonomi, men jeg glæder mig til et mere ”hands-on” job, hvor der er kortere fra beslutning til handling og hvor man kommer tættere på både medarbejdere og samarbejdspartnere. Og hvor jeg med min erfaring og baggrund kan gøre en reel forskel”, fortsætter Mogens Pedersen.

 

Mogens er bosat i Ringkøbing sammen med sin hustru Kirsten. Der er også 2 voksne børn, som dog har forladt reden. Mogens er lokalt engageret i foreningslivet, blandt andet som bestyrelsesmedlem i Egnsteatret OM.

 

For yderligere information kontakt venligst bestyrelsesformand Hans Schneider +45 4060 2862 eller ny havnedirektør Mogens Pedersen +45 2427 0851